Om jeg vil giftes?

Alle piger drømmer om et kæmpe bryllup, planlægger og planlægger og skriver ned og gemmer udklip – ligesom man ser på de der amerikanske film.
Det kan slet ikke blive fint nok, stort nok eller dyrt nok.

Jeg har egentlig aldrig rigtig haft de der småpige drømme om et kæmpe bryllup. I hvert fald ikke da jeg var en lille pige.

Men da jeg kom i mit første rigtige forhold, begyndte han og jeg at snakke bryllup. Dér udviklede tankerne sig, om et kæmpe bryllup, hvor alle drømmende kunne blive opfyldt.
Jeg ville have det hele – eller det ville jeg sådan set ikke. Men det ville da løbe op i et beløb, som man ikke bare lige fandt på bankbogen.
Der skulle da bestemt heller ikke spares på noget,
Jeg er så ikke sammen med den her gut mere. Og selvom vi mere eller mindre havde planlagt brylluppet ned til mindste detalje, så er det ikke det bryllup jeg drømmer om mere.
For det var et bryllup der skulle have været med ham.

Jeg ville stadig rigtig gerne giftes. Også i de perioder jeg har været single, har drømmen om at blive gift været der.
Men i de år, efter jeg gik fra min første kæreste – er der rigtig mange ting der har ændret sig.
For det første så mistede jeg min far – og dermed mistede jeg også manden der skulle fører mig op ad kirkegulvet og give mig væk.

Det var sgu alligevel en hård kamel at sluge. Men efter noget tid, og efter at have tænkt det igennem rigtig mange gange. Så drømmer jeg stadig om det her lækre store bryllup. Det behøver ikke være overdådigt og det er på ingen måde noget jeg har lyst til at sætte mig i gæld for.

Efter at have mødt Christian, har jeg stadig en drøm om det her bryllup – også stadig et kæmpe lækkert bryllup med hele familien og de tætteste venner.
Men Christian har altid joket med at han ikke ville giftes – om han har ment det helt ind i dybet, det ved jeg faktisk ikke, men han har altid sagt det med et smil på læben, så det har ikke virket som noget han virkelig var stålfast på ikke skulle ske.
Men vi har kun været sammen i tre år – og vi er stadig unge, så der er jo massere af tid. Det er jo heldigvis ikke det der stykke papir der gør forholdet til hvad det er.
Vi har det godt sammen – selvfølgelig har vi vores diskussioner og uenigheder. Men jeg er stadig sikker på at jeg gerne vil tilbringe resten af mit liv med ham.

Igen efter at have mødt Christian, er der sket så ufatteligt mange ting i mit liv. Det har altså også ændret mit syn på et bryllup. Jeg vil stadig gerne giftes. Men jeg har på ingen måde behov for at få det her kæmpe mæssige bryllup.
Jeg har mere lyst til at tage en tur på rådhuset, eller blive gift i haven.
Holde et lille eksklusivt bryllup, for de der står nærmest.
Uden tvivl, så vil jeg gerne kunne vise hele min familie og hele Christians familie, at vi gerne vil være sammen resten af livet, og hylde kærligheden.
Men vi er begge enige om at det er noget der skal være penge til på kontoen. Og hvis det så betyder at vi først ville kunne holde en bryllupsfest om 10 år, ja så vil jeg da hellere tage det lille bryllup nu – hvor vi ikke behøver alt der fine og fancy.

I bund og grund er det ikke brylluppet jeg ønsker mig. Det er ægteskabet. Kærligheden.
Og kærligheden har jeg allerede. Så jeg mangler kun at få papir på det.
Men det er jo ikke en mangel – for det er kun hvad man selv gør det til.
I min verden, behøver man ikke at have papiret, for at kunne vise omverden at man elsker hinanden og ønsker at være en del af hinandens liv resten af livet.
Kærligheden i sig selv er nok.