I sommers tog jeg kontakt til en gammel veninde.
Vi havde ikke snakket sammen i 2 år. Det har været mærkeligt at være hende foruden i den tid. Men samtidig tror jeg at det har været rigtig sundt for os at holde en pause.
Det er ikke nogen hemmelighed, at der de sidste mange år har været en masse fnidder i og uden for familien.

Jeg tror at meget af det bunder ud i forskelligheder os alle i mellem, jalousi over ikke ses så tit man måske godt kunne ønske og samtidig at man måske ikke bliver forstået på den måde man selv mener man har udtrykt sig – misforståelser opstår altså bare ALT for nemt.

Da min veninde og jeg brød kontakten sommeren 2014, var det meget mærkeligt, vi havde været lidt på kant i et par måneder, og jeg vidste egentlig ikke helt hvad det var der var galt, og jeg fik faktisk aldrig rigtig fundet ud af hvad det var jeg havde gjort galt – men noget måtte jeg have gjort, for min veninde er ikke en person der bærer nag og bliver sur over småting.

Det hele endte op i en spids mellem hende og jeg og nogle fra min familie. Jeg brød kontakten med hende og det ene familiemedlem.
Og på det tidspunkt passede det mig faktisk helt fint.
Når jeg kigger tilbage, så ser jeg bare en hønsegård, og en fight der kunne have været undgået, hvis vi havde været ærlige overfor hinanden alle sammen, og bare lærer at holde vores kæft omkring andre.

Ingen af os har været helgener i den her sammenhæng, og hvis nogen prøver at sige de har, så er det løgn. Intet mindre.
Men det har virkelig lært mig en masse. Jeg ved efterhånden hvor jeg selv står, hvad min egne holdninger er omkring gossip, drama og fnidder.
JEG GIDER DET IKKE MERE.!!

Men for at komme tilbage til min veninde.
Så havde jeg i en længere periode tænkt på at kontakte hende. Og da jeg endelig tog mig sammen til det, var faktisk på en meget følelsesmæssig dag for mig, det var nemlig dagen, hvor det var fire år siden min far døde – og min veninde var hos mig, da jeg fik nyheden at vide.
Hun har alle de år vi har været i hinandens liv, været en meget stor del af mit liv og min hverdag.
Hun har været betydningsfuld, på en helt speciel måde. Det vil hun altid være.

Jeg forstår udmærket godt hendes skepsis for at kontakte hende efter to år uden kontakt.
Men vi aftaler alligevel at mødes nogle dage efter. Søndag d. 26. juni 2016
Vi aftalt at mødes på en café, få en tår at drikke og snakke om hvad der gik galt – og finde ud af om vi stadig havde noget at snakke om, om der stadig var det her bånd mellem os.
Det var med et sug i maven at jeg kørte mod Slagelse for at mødes med hende. Jeg var usikker. Usikker på om hun i det hele taget ville møde op, om hun kom alene alle mulige mærkelige forestillinger.
Og hun havde det på præcis samme måde.
Jeg havde intet fortalt til nogen om at jeg skulle mødes med hende, og faktisk heller ikke at jeg havde taget kontakt til hende.
Det var noget jeg gjorde for mig selv, noget jeg gjorde for at finde ud af hvor JEG stod.

Men vi mødtes. Og vi fik lidt at spise, en tår at drikke og en rigtig hyggelig sludder om alt muligt godt.
Der kom nogle sandheder på bordet. Både fra hendes side, men selvfølgelig også fra min. Der dukkede en masse forklaringer op på uløste gåder og konflikter. Nogle brikker til at få samlet de puslespil der har ligget og ventet.

Jeg har på ingen måde fortrudt at jeg har taget kontakt til hende. Det eneste jeg fortryder er at jeg ikke gjorde det noget før.
Det kunne havde ændret en masse for hvordan tingene ser ud i dag. Hun lå inde med nogle informationer, som gjorde at jeg kunne få svar på en af mine største spekulationer.
Og for fanden hvor er jeg lykkelig for at jeg endelig har fået svar.
Jeg ville virkelig bare ønske det var kommet noget før, og fra en anden person. Men pyt. Vi kan ikke ændre på fortiden – kun lærer af den 😉

Selvom at vi så har fået kontakt igen, så er jeg jo godt klar over at det ikke bliver helt det samme igen, vi har begge to ændret os i den tid hvor vi ikke har haft kontakt – der er sket en masse ting, som har påvirket os og gjort at vores syn på tilværelsen er ændret.
Men én ting er sikkert – jeg har ikke lyst til at være foruden hende igen.
Vi har lige om lidt kendt hinanden i 13  år. Og hold fast det har været nogle fantastiske år.
Det har været farverige år, glade minder og en masse alkohol der er røget indenbords i selskab med hende.

Det er tider hvor vi har støttet hinanden i tykt og tyndt. Hjulpet hinanden på bedste vis i svære situationen og båret over med hinanden når det har været aller værst.
Selvom vi ikke har daglig kontakt, ikke engang kontakt ugentligt, så er jeg ikke tvivl om at hvis det hele virkelig brænder på, så er hun der.

Det var alt for denne gang – tak for DU læste med 😉
See you next time ; – You know you love me 😛