Vi køber alle sammen julegaver til hinanden hvert år.
Jeg ELSKER at forkæle dem jeg holder af. Og i juletiden, er det dejlig nemt at vise ved at købe gaver til dem man har kær.

I år har jeg dog valgt at købe to ekstra gaver.
Det er ikke nogle gaver jeg havde regnet med at købe. Det er gaver, hvis modtagere er personer jeg ikke længere har kontakt til, men nogle som altid vil have en betydning for mig.

Jeg var ufatteligt meget i tvivl om jeg skulle købe dem, men efter en lang snak med min mor omkring det (og hun også havde vendt den med min bonusfar) plus jeg havde vendt den med en veninde, så kom jeg frem til at følge deres opfordring på at købe dem.
Selvom man ikke har kontakt, kan man godt vise at man holder af hinanden – uden nogen videre bagtanke bag.

Jeg var meget i tvivl om, om den ene gave ville blive afleveret, så derfor valgte jeg ikke at skrive hvor den kom fra (dog stod det skrevet indeni)
Reaktionen på gaven, ville jeg forvente måtte være negativ, og jeg ville egentlig ikke forvente at den skulle bringe nogen form for forståelse. I hvert fald ikke fra forældrene.
Selvfølgelig kunne jeg aldrig drømme om at købe en gave til et barn, hvor jeg havde forventet at gøre barnet ked af det. Tværtimod. Det eneste jeg ville ønske i sådan en situation, var at barnet skulle blive glad for gaven. Og faktisk er jeg ligeglad med hvordan forældrene skulle reagere, for det var ikke en gave til dem.
Det var en gave til min niece.

Den anden gave var til min bror, derpå stod at den var fra mig – og om den overhovedet bliver åbnet, det ved jeg ikke.
Men han er klar over at jeg har tænkt på ham.
Jeg havde samtidig skrevet et kort til ham, som var vedlagt gaven. Jeg kunne nemt forestille mig at både gave og kort er røget direkte i skraldespanden – uden at være blevet åbnet.

Jeg åbenbart den mest usympatiske i hele verden, fordi jeg har tænkt på dem her i juletiden.
Så det ved jeg til en anden gang. Jeg vil ALDRIG nogensinde tænke på dem igen – i hvert fald ikke ved at købe en gave til dem.

Jeg stod jo selvfølgelig også med den udfordring om at gaverne skulle hjem til dem.
Da jeg ikke selv har kontakt til dem, måtte jeg jo finde en anden måde at få dem derhjem.
Så jeg snakkede med min mor om det, og om hun havde lyst til at tage dem med.
Eftersom hun selv havde opfordret mig til at købe, i hvert fald den ene, ville hun gerne tage dem med.

Men det var tydeligvis også en fejl at blande hende ind i det.
For jeg må åbenbart ikke snakke med nogen om mine tanker, om hvad der sker mellem dem og jeg.
Heldigvis bestemmer jeg helt selv, hvem jeg snakker med om hvad. Og så længe dem jeg snakker med, ikke har noget i mod det, så er det jo altså sådan det vil være.