Jeg har i rigtig mange år, været rædselsslagen når jeg har skulle afsted til tandlægen.
Jeg ved egentlig ikke hvordan det er opstået, men lige pludselig, fik jeg svedige håndflader og rystede når jeg lå der i stolen hos tandlægen.

Da jeg flyttede til en anden by for 4 år siden, skiftede jeg samtidig tandlæge, da det ikke gav mening for mig at blive hos min gamle, da jeg på ingen måde følte mig tryg ved ham.
Jeg ringer til den  nye tandlæge en dag, hvor jeg har ufattelig mange smerter i min kæbe – en ret dårlig dag, da det var en eksamens dag. Heldigvis kan dokumentation fra tandlægen gøre at jeg får en re-eksamen.

Det viser sig at jeg har en visdomstand, der er et hul, og den skal rives ud.
Lige med et triller tårerne ned af kinderne på mig, det kan jeg ikke lige overskue. Jeg HADER virkelig tandlæger.
Det almindelige tandtjek ør mig ingenting, men så snart der skal mere til, bliver jeg utryg ved det hele.

Jeg har læst på deres hjemmeside at der er mulighed for fuld narkose, og jeg siger til den søde tandlæge at det er det jeg ønsker – han prøver ihærdigt at overtale mig til at få en beroligende pille i stedet for. Narkosen er MEGET dyrere i forhold til.
Jeg holder fast på at jeg ønsker fuld narkose, og han giver tilladelse til det efterfølgende.

Jeg skal vente i noget tid på at der er tid til at komme til, da de kun har narkose patienter om lørdagen, men kun én gang om måneden.

Da det endelig bliver min tur at komme til, bliver jeg kørt ned til tandlægen, og efter jeg sover trygt kører min chauffør igen.
Der er ikke meget tid til at ligge stille og roligt at vågne, så det er godt fuld af narkose i kroppen, jeg må forlade klinikken igen, jeg bliver selvfølgelig hentet og kørt hjem til mig selv, hvor min veninde er, da jeg ikke måtte være alene de første 24 timer efter narkosen.

Fordi jeg ikke har mulighed for at vågne stille og roligt fra narkosen, har jeg det utrolig dårligt, kan slet ikke finde ro i min egen krop.
Jeg har ingen appetit, dog får jeg spist lidt is.

Der går mere en 48 timer før jeg er mig selv igen – heldigvis var tandlæge besøget lagt i en weekend, hvor Miko var hjemme hos sin far.
Så han kommer først hjem igen om mandagen. Der er jeg næsten helt frisk igen.

Men efter den oplevelse og oplevelsen af den ubehag narkose kan give, hvis ikke den selv får lov til at forlade kroppen, har jeg ikke den mindste lyst til at skulle i narkose igen.
Jeg fik under narkosen trukket visdomstanden ud, men også gjort en anden tand klar til at få en krone på – en gammel skade som jeg ikke fik lavet i tide, og efter nogle år holdt fyldningen ikke mere, og man anbefalede en krone, derudover fik jeg lavet en dybdegående paradentose behandling.

Jeg skulle så ned til tandlægen og have taget den midlertidige krone af, og sat den permanente på.
Tandlægen roser mig, og siger til mig at hun er stolt af mig, da hun kan mærke på mig at jeg er meget mere rolig denne gang.
Det er jeg også – fortæller hende om min ubehagelige oplevelse med narkosen. Hvorefter hun godt kan forstå mig.

Efterfølgende har jeg ikke haft mange problemer ved at tage til tandlægen – de er simpelthen så søde og behagelige dem alle sammen på klinikken.
Så sent som i dag har jeg været afsted ved tandlægen – dog ikke helt så rolig som, hvis det bare var et tandeftersyn. Jeg skulle have lavet en rodbehandling.
Jeg snakker med tandlægen om denne her bedøvelse – om den er nødvendig – og vi bliver enige om at prøve uden, og hvis jeg synes det gør for ondt får jeg selvfølgelig bare noget bedøvelse.
Efter en halv time kan jeg så konstatere at det sagtens kan lade sig gøre at besøge tandlægen og få lavet en rodbehandling uden bedøvelse og voldsomme smerter. Selvfølgelig kunne jeg mærke noget af det hun lavede, men det var uden tvivl til at holde ud.

Jeg forlod derfor tandlægen i dag med en rigtig god følelse og var super stolt af mig selv.