Hello darlings 😘

Jeg har egentlig aldrig rigtig tænkt over det der med at jeg engang skulle dø.
Jeg er jo ung og har hele livet foran mig. Så hvorfor skulle jeg dog være bange for at dø?

Joh ser du. Da jeg lige pludselig mistede min far, en af mine klipper, der gik det op for mig (efter en god rum tid) at det faktisk gør pisse ondt, at miste en forælder. Forstå mig ret, jeg mærkede smerten i samme øjeblik min farbror overbragt nyheden til mig, læs mere om det her.
Men det tog lidt tid at synke ind, at jeg ikke bare lige kan ringe til ham og fortælle ham hvad jeg plejede at fortælle.
Selvom jeg var voksen (jeg var da 26 år) ja så følte jeg jo på ingen måde, at jeg var klar til at skulle miste min ene forælder, en del af mig, en der har været med til at støbe og forme mig som den person jeg er i dag.

Jeg er blevet meget mere opmærksom på en masse ting.
En “psykolog” på den sidste skole jeg gik på, mente helt bestemt at jeg var ude i noget angst, grundet nogle forskellige ting jeg sagde, gjorde og følte.

Jeg har blandt andet været bange for, at skulle køre på motorvej, jeg følte mig fanget og indespærret. Det var ikke muligt bare lige at holde ind til siden eller for den sags skyld at komme væk derfra.
Jeg havde ikke kontrol over situationen, når først bilen befandt sig motorvejen. Altså ikke forstået på den måde at jeg ikke havde kontrol over bilen. Nej, mine tanker og følelser blevet alt for overvældende og jeg fik ret ofte kvalme bare ved tanken.
Efter at have snakket med denne her person ude på skolen, hvor jeg var blevet gjort opmærksom på det, så kunne jeg bearbejde det.
Det gjorde, at hvis det for eksempel var Christian der kørte, så kunne jeg lægge ansvaret fra mig og sige “det er ikke mig, der kører bilen, derfor er det ikke mit ansvar” det hjalp mig i de fleste tilfælde. Men hvis han spurgte mig om vi skulle køre ad motorvejen, ja så var svaret nej. Jeg måtte forklare ham, at han ikke måtte spørge, for så havde jeg et valg.
I de fleste tilfælde er jeg nu kommet så langt, at jeg ingen problemer har med at kører på motorvej.

Men helt ærligt, jeg er pisse bange for at dø, ikke fordi jeg som sådan er bange for selve scenariet.
Men fordi jeg selv ved, hvor hårdt det er, at skulle leve uden den ene af sine forældre, så frygter jeg at der skal ske mig noget, sådan så Miko skal undvære mig, eller at der skal ske hans far noget, for den sags skyld.
Jeg har ikke lyst til at han skal igennem det samme savn som mig, at han skal opleve hvor ondt det gør at miste.
Han ved godt hvad død er – han mistede jo også sin morfar. Jeg ved godt at han som sådan ikke kan huske det, han var trods alt kun 3 et halvt år på det tidspunkt.
Vi mistede jo så min farfar og mormor, sidste efterår. Og det kan han huske, og han ved at mor savner både morfar, oldefar og oldemor. Det gør jeg uden tvivl.

Det er som om, at han kan mærke på mig, de dage hvor savnet er lidt større (også selvom det ikke helt er gået op for mig) og så fortæller han mig stille og roligt, at jeg savner min far – ganske rigtig det gør jeg, og det vil jeg altid gøre. Han gjorde det så sent, som igår aftes da vi sad og spiste. Snakken kom ind på savn, og jeg spurgte derfor om han savnede oldefar, det gjorde han, lige efter sagde han til mig; “du savner din far”.
Så fortæller jeg ham, at også savner min mor, selvom hun stadig lever og vi ser hende jævnligt. Ligesom at han savner sin far, når han ikke har set han i noget tid.
Og det er helt ok at savne, selvfølgelig er det det, sådan ved vi jo hvem der betyder noget i vores liv.

Tusind tak for at du havde lyst til at læse med, og hav lige en helt vidunderlig onsdag 😜