Hello darlings 😘

Jeg er helt ved siden af mig selv.
Denne weekend skulle Miko have været hos sin far, men som det har været til at se på min insta story, ja så er han altså hjemme.

Miko har i en meget lang periode sagt næsten dagligt til enten Christian eller jeg, at han ikke ønsker at komme hjem til sin far. Vi har tænkt, at det bare lige var til han kom der hjem. Desværre har det skulle vise sig, at de sidste par gange han har været der, har været ked af og savnet sin mor.

Han har haft mareridt derhjemme, han har grædt og sagt at han gerne ville hjem, han har ikke ville spise mad og andre ting. Det fortæller mig, at han er utryg ved at være der eller at han bare ikke kan lide at være/ ikke har lyst til at være der.

Hver gang Miko fortæller mig at han ikke vil der hjem, prøver at jeg spore mig ind på hvorfor. Men der kommer ikke rigtig noget svar. Jeg forsikre ham så om, at han selvfølgelig altid må komme hjem, og må bede sin far om at ringe til enten Christian eller mig og spørge om vi kan hente ham. Det er aldrig sket, og derfor har jeg tænkt at alt har været ok.

Igår morges da jeg aflevere Miko i skole, siger jeg til ham at det er far der henter ham, han vil ikke hjem til far, siger han. Jeg fortæller ham derfor, at så må han bede far, om at ringe til Christian, når han kommer op på skolen, og så vil han blive hentet. Han tager med sin far hjem, og får lov til at skrive en sms til Christian, hvori der står: “Miko er hos far 😊💕” Christian svarer tilbage lidt efter med en længere besked.
Mikos reaktion bliver desværre sådan at han ringer op til Christian og da Christian tager telefonen, er det eneste vi kan høre, at Miko græder. Sådan VIRKELIG ked af det og han ligger på med det samme.
Det giver et sæt i os begge.
Jeg ringer op til hans fars telefon, Miko svare med at sige “hej mor” og derefter siger han grædende at han vil hjem. Og så ligger han på igen.

Da jeg ringer op igen, er det hans far der tager telefonen, og vi bliver enige om at de lige skal finde ud af hvor Miko vil være. Han ringer så tilbage lidt efter og siger Miko gerne vil hjem. Vi kører ned og henter ham.
Jeg tager en snak med hans far, efter Miko har sagt ordentligt farvel og vi er begge to ret meget i vildrede om hvad vi skal og ikke skal.
Skal han holde en pause med at komme hjem til sin far? Eller vil det bare gøre det hele værre? Vil det kunne hjælpe ham sådan at han virkelig kommer til at savne sin far?
Der er så mange spørgsmål, der flyver rundt i hovedet på mig lige nu. Hvis I har gode råd, har oplevet noget lignende, så skriv endelig til mig.
Samtidig siger Miko også til mig at han kun vil være sammen med sin far herhjemme. – hvorfor tænker jeg så.

Jeg er nødt til at få en snak med Miko – hvor vi kan få opklaret hvad der foregår. Samtidig vil jeg tage fat i skolepsykologen, og høre om hun kan hjælpe, for der er helt sikkert noget, som ikke er som det plejer.
Miko plejede jo at hygge sig hjemme ved sin far.

Og så blev det lørdag

Miko og jeg har sovet på luftmadrassen i nat, og da han vågnede i morges, kiggede han op på mig, sagde moaar, smilede over hele femøren og gav mig et KÆMPE kram.
Hele dagen har han været rolig, han har leget som jeg ikke har oplevet længe, han er glad og bliver ikke sur når vi siger nej til noget han gerne vil.

Det gør ondt at det er kommet hertil, for selvom jeg hellere end gerne vil have ham, lige her ved siden af mig altid, så er det jo ligeså vigtigt at han er sammen med sin far og har det godt med ham, og hans “nye” kæreste.

Puha det er en frygtelig omgang det her. Og det gør så forfærdeligt ondt.
Udover det fik jeg også en anden ret skidt oplysning igår, noget som helt klart også påvirker mig, men noget som er nemmere at lægge til side.
Nåh men hvis du nåede hele vejen med hertil, så….

Tusind tak for at netop DU læste med.
Må du få en fantastisk lørdag og lige så dejlig weekend.