9 måneder

… Der er nu gået lidt over ni måneder.
Og jeg har været røgfri al den tid. Det har ikke været helt nemt – men det har heller ikke på nogen måde været svært.
Der har været de her enkelte situationer, hvor jeg egentlig har haft en lille snært af lyst til at ryge.
Men den lyst er forsvundet på ingen tid igen.

Jeg er så ufatteligt PAVE STOLT af mig selv.
Det er uden tvivl været den bedste beslutning jeg har truffet for mig selv, for min søn og for mine omgivelser.
Selvom jeg ikke har mærket voldsomme helbredsmæssige forandringer, så ved jeg at min krop er blevet sundere.
Jeg har haft en mindre vægtforøgning – men tro det eller lad være, den er jeg faktisk lykkelig over.
Efter Mikos fødsel tabte jeg helt ekstremt, og var langt under min idealvægt. Faktisk 10 kilo inder, og har i al den tid kæmpet for at tage på igen. Det er gået langsomt, men nu er jeg endelig på en vægt, hvor det rent faktisk også er pænt.
Foråret 2016, hvor jeg startede mit rygestop – havde jeg de her huller ind ved mit kraveben, og jeg så jo sådan lidt syg ud. Så da jeg efter sommerferien, kom tilbage på skolebænken, og så en veninde, som jeg ikke havde set hele ferien, blev hun helt overrasket og mega glad på mine vegne over at jeg stadig holdte rygestoppet men bestemt også at jeg havde taget de her kilo på – tror jeg har taget mellem 2 og 4 kilo på.
Det er helt vildt som det har pyntet.
Nu skal jeg så bare lige have taget mig sammen til at få trænet også, så kroppen ikke er fuldstændig uden kondition.

Det bedste af det hele er, at lige meget hvor stresset eller sur/tosset jeg bliver – så får jeg ikke den her rygetrang.
Den kommer til gengæld, ved de positive oplevelser jeg har haft gennem tiderne som ryger.
F.eks. nytårsaften, hvor vi skulle ud og hygge med at der blev tændt lidt forskelligt – der manglede jeg det altså. Men igen, så var det kun det her split sekund det manglede.
Jeg kiggede på alt det pæne fyrværkeri, hyggede med Miko, Christian og Morten og ellers nød jeg bare at det var en dejlig og stille dag/aften.
Det eneste jeg magler nu, er at Christian indser at han også skal stoppe. Jeg vil og kan på ingen måde tvinge ham. Jeg render ikke og punker ham med at han bør stoppe. Men jeg nævner det da for ham engang i mellem.
Og ja jeg kan godt huske hvor irriterende det var, at få at vide at man burde stoppe. Men det var stadig også de små stikpiller jeg fik til tider, som bed sig fast og til sidst gjorde udfaldet.

Jeg forstår udmærket godt at han synes det er svært, for hvis motivationen ikke er der lige det øjeblik hvor man beslutter sig, så er det virkelig svært.
Jeg har prøvet at stoppe mange gange – og jeg er faldet i MANGE gange.
Denne gang er jeg dog ret overbevist om at det er for good.

20170116_205512