Der er sket rigtig mange ting i mit. Selvfølgelig er der det. Nogle ting er dog værre end andre.
At miste min far sommeren 2012, er helt klart en af de værste.

Stærkt efter følger den oplevelse jeg havde sommeren 2014, hvor jeg var i gang med at pakke alle mine ting sammen for at flytte sammen med C.
Jeg var i mit lille skønne rækkehus, ventede på at en veninde kom forbi for at hjælpe mig med at pakke alt mit  l o r t  sammen og samtidig få noget af det ned som stod på loftet.
Omkring en halv time inden hun kommer, når posten forbi med et brev.
Et brev fra kommunen.
Jeg ved ikke engang hvad min første tanke var, men undrede mig alligevel over det, kan jeg huske.
Da jeg får åbnet brevet står der at de har modtaget en anmeldelse omkring at nogen mener jeg har begået socialt bedrageri.
Jeg bliver helt ekstremt gal over at nogen har kunne finde på at gøre sådan noget.

Jeg når at ryge tre eller fire smøger inden min veninde når at komme, og hun ser med det samme at noget er galt – jeg viser hende derfor brevet og hun bliver lige så forarget som jeg selv.

Nogen har siddet og kigget på min facebook profil, for at finde opslag som ville kunne skade mig hvis kommunen ville køre sag på det.
De skal selvfølgelig sende en advisering ud omkring de har modtaget denne anmeldelse – men det er jo ikke kun én, men to der er lavet.

At nogen mente de vidste 100 procent hvordan tingene hang sammen i mit private liv, hvordan jeg levede efter jeg havde fået en kæreste, så de havde belæg for at skrive så meget som faktisk var usandt, det skræmmer mig.
Nogle af de ting som stod i anmeldelsen som var direkte løgn var at min kæreste skulle have betalt for diverse fornøjelser, og ja det kunne han da meget nemt have gjort, landet lå bare sådan at hvis vi var nogle steder alle tre var det altid mig der betalte, det er jo mit barn, så hvorfor skulle han betale når vi kun havde kendt hinanden otte måneder da vi flyttede sammen.
Udover det, så betaler jeg stadig helst selv for os alle tre, hvis vi er afsted nogle steder hen, alle sammen – selvfølgelig ikke hvis vi er inviteret af C eller af andre.

Jeg ringer faktisk til min eks som det første, Mikos far, ikke fordi jeg mistænkte ham, men fordi det også ville komme til at berøre Miko hvis kommunen ville køre en sag på det, og undersøge det hele nærmere.
Efterfølgende ringede jeg til C og fortalte. Han kunne slet ikke forstå hvad dælen det var jeg snakkede om.
Men alligevel ringede han til sin søster – hun er advokat – for at hente noget vejledning.
Vi har et meget tæt forløb med hende den næste uges tid (på trods af at hun rendte rundt og planlagde kæmpe bryllup, som skulle holdes to en halv uge efter) hin hjalp mig med at få skrevet et brev til kommunen, som svar på anmeldelsen, for at forklare hvordan tingene i bund og grund hlngte sammen.
Pyha tiden til der kom svar tilbage fra kommunen igen, var lang – men da det kom, var det heldigvis med en besked om at de ikke ville gøre mere ved sagen, da de ikke kunne se at jeg havde gjort noget galt.
Tak!! Til alle der var omkring mig, ig støttede mig.
Til alle dem, som stadig hænger ved, på trods af at jeg mistede tilliden til A L L E og samtidig mistænkte stort set alle jeg snakkede med.

Jeg ringede og snakkede med min mor, om aftenen hvor jeg havde modtaget brevet om formiddagen, og har lige siden været endnu mere åben over for min mor end jeg hidtil har været – jeg fortæller hende stort set alt, lige så snart tingene sker.
Det giver mig en ro at kunne vænne tingene med hende, og få hendes mening, men også min bonusfars mening.

Jeg bærer ikke længere nag over at anmeldelserne er lavet, for som tidligere skrevet, så blev den lukket efter første svar fra mig tilbage til kommunen.

Der var to personer som sad foran en computer, hvoraf den ene skrev og fandt opslagene på facebook – jeg ved selvfølgelig ikke med 100 procent sikkerhed, hvem der har gjort hvad, men jeg bliver nødt til (for min egen skyld) at tro på noget af det der bliver sagt. Jeg vælger så at tro på det der giver mest mening oppe i mit hoved.
Da anmeldelsen bliver skrevet, har jeg i de fem foregående måneder ikke snakket med den ene af de to personer, denne person har derfor heller ikke nået at møde min kæreste, samtidig har den heller ikke mulighed for at følge med på min facebook-profil og jeg heller ikke den anden vej.
Jeg bliver kontaktet af den her person i slutningen af året (2014), da der er sket nogle personlige hændelser, som ønskes at jeg får at vide, og samtidig at vi kan mødes og får en snak om alt det der er sket.
Jeg nævner kort at jeg har modtaget anmeldelsen, men emnet bliver hurtigt ændret til noget andet, måske heller ikke på dét tidspunkt jeg ville have lyst til at fortælle sandheden, når det er første møde efter otte måneder uden at tale sammen.
Først i sommeren 2016 får jeg nævnt emnet igen for denne person, og jeg får lige så stille at vide at personen godt kan fortælle hvem det var – og fortalte det jo så selvfølgelig.

Det der bekymre mig er, at jeg troede jeg var rimelig tæt med den anden af personerne – fortalte om meget private ting, følelser og oplevelser. Også efter anmeldelsen var modtaget.
For jeg var jo blevet forsikret om at det i hvert fald ikke kom derfra og at personen ikke kunne forstå at nogen kunne finde på at gøre sådan. Men ligefrem begyndte at skyde skylden på en veninde jeg ikke snakkede med på daværende tidspunkt.
I lige omkring to år, har denne person løjet mig direkte op i fjæset utallige gange, hvor vi har drøftet det her, da det naturligvis var noget der gik mig ufatteligt meget på. Men det er vel helt forståeligt, tænker jeg.

Udover det var der en trejde person som kendte til hvad der var gang i.
Jeg skal selvfølgelig ikke kunne svare på hvordan jeg ville have reageret, men jeg er ret sikker på at jeg havde bedt de her to om lige at tænke sig om en ekstra gang..
Men nej da, personen vælger bare at sige at den ikke vil have noget med det at gøre, og forlader deres selskab.

Lad mig lige nævne at det rent faktisk kommer fra familie, og behøver jeg at sige at jeg er skuffet.
De to af dem lever sammen, så at have været tæt med begge to – eller hvad der så kun var tæt fra min side (alt hvad jeg har sagt er sikkert røget videre til alle mulige mennesker kort efter) viste sig at være en stor fed løgn.

På ingen tid mistede jeg tilliden til  A L L E !! Jeg følte ikke at jeg kunne stole på nogen som helst, men er der noget at sige til det?

Det hele er nu endt ud i at jeg ikke længere har kontakt til to af dem (og ja dem som kender mig bare en lille smule, ved selvfølgelig godt hvem jeg snakker om)
Det er på ingen måde min mening at hænge nogen ud – havde det været min tanke havde jeg sat navne og betegnelser på.
Jeg håber inderligt at de er lykkelige sammen, for jeg ønsker intet mindre for den ene af de her to (mit familiemedlem af blod) og hvis det er et liv uden mig, så skal jeg nok lærer at leve uden. Jeg er blevet beskyldt rigtig mange gange for at have ønsket at komme i mellem dem – hvilket ikke er tilfældet, langt fra. Vi kan alle sammen få nogle tanker som gør at vi ser tingene fra en anden side end hvordan de i virkeligheden er.

Jeg kommer kun til at se de her to personer igen, hvis der bliver holdt noget i familien, hvor vi er inviteret på samme tid, men aldrig nogensinde de kommer til at se min søn igen. Jeg vil ikke at han bliver mere forvirret over at de lige pludselig ikke er en del af hverdagen mere. Så vil jeg hellere takke pænt nej tak til at deltage.

Det her er mine tanker og følelser som jeg lige havde behov for at få luftet. Ligesom med så mange tanker.
De her er dog noget mere private end mange af mine andre oplæg – men der kommer mange flere af den her kaliber.