Hello darlings 😘

 

 

Det er på ingen måde til at forstå, at min lille Miko nu allerede er 10 år (og faktisk lige om lidt bliver 11 år) – tiden er fløjet afsted, selvom den nogle gange har føltes som at bevæge sig i sneglefart 🐌

Men faktum er, at for 10 år, 11 måneder og 12 dage siden kom denne lille basse til verden, på tredje sal midt i vores stue, i en lejlighed i Slagelse.
Onsdag d. 24. december 2008 kl 02.53 – meldte en lille fin dreng på 3225 gram og 50 cm lang, med en navlestreng to gange rundt om halsen og venstre hånd ved højre kind, sin ankomst.
Det var en planlagt hjemmefødsel, og det gav mig virkelig så meget ro, at være i vante og rolige omgivelser.

På de 10 år har jeg lært uendeligt mange ting, både om livet, om det at være mor og skulle tage ansvar for et andet menneske, om at skulle sætte andres behov før mine egne og generelt bare om mig selv.

Et årti – kort fortalt

Jeg skulle sent lære at denne her lille gut ikke var som alle andre, han havde brug lidt ekstra støtte og behandling.

Da han var 7 måneder blev vi sendt til en børnelæge, for at få tjekket op på, hvorfor han ikke brugte sin venstre arm lige så meget som den højre.
Efter at være blevet sendt videre derfra til Holbæk sygehus, viste det sig at Miko havde en lidelse kaldet cerebral parese (CP), på daglig dansk – spastisk lammelse.
Heldigvis i en meget mild grad, og noget man ville prøve at behandle med botox og træning hos fys.
Han blev hurtigt flyttet til en behandlings børnehave, hvor der var tilknyttet en fys.
Botox behandlingerne virkede og derfor får han dem stadig. Desværre en behandling der kræver fuld narkose, da det ellers vil være ret smertefuldt.

Den sommer hvor Miko er halvandet år, begynder hans farmor at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor Miko ikke rigtig er begyndt at tale.
Først bliver jeg ret sur og tænker hvad dælen det var for en udmelding.
Men alligevel får jeg bestilt en tid ved ørelægen, som siger at Mikos hørelse ingenting fejler. Og så alligevel sender han os videre, men kun fordi at jeg tilfældigt får nævnt at han har CP – og heldigvis for det, da det jo viser sig, at hans hørelse er røget i svinget og derfor bliver indstillet til operation.

Ind og ud af sygehuse, for ét var ikke nok, en hulens masse ambulante indlæggelser til narkose og botox og mindst lige så mange kontroltider og samtaler med læger.
Jeg har ikke længere tal på, hvor mange gange vi har været afsted, jeg ved bare at jeg har en dreng som hader sygehuse og læger.
I wonder why 🤦🏼‍♀️

Fejring

Den første runde fødselsdag skulle være noget helt særligt, så jeg begyndte allerede 2 år før, at forberede Christian på, at jeg gerne ville samle hele familien for at fejre Mikos første runde dag.
Det skulle være med hele familien, kæmpe fest og alt det Miko gerne ville have.
Det blev på ingen måde som jeg havde forestillet mig – dog var der kæmpe fest med hele familien, men jeg havde jo ikke planlagt at få en baby mere, og da slet ikke lige på det tidspunkt, så derfor endte vi med at holde havefest og fejre flere begivenheder på én gang.

Det var super lækker dag, jo jo bevares det var en blæsende dag, men teltet stod helt fint, maden var delikat, gæsterne skønne og humøret var højt.
Der var en masse af de ting jeg gerne ville have haft gjort for ham, som ikke blev som jeg havde tænkt. Men måske nogle af de planer kan bruges når han skal konfirmeres om nogle år 💁🏼‍♀️

Det vigtigste af det hele er jo egentlig også bare at Miko havde en dejlig dag, og det er der slet ingen tvivl om at han havde.
At han skulle dele dagen med fejring af lillebrors dåb eller bonusfars 40 års fødselsdag, gjorde ham ingenting, nok snarere tværtimod.

Hvad mon fremtiden bringer?

Om kun 18 dage kan vi fejre hans næste fødselsdag.
Jeg er ikke helt med på, at vi allerede skal sige farvel til år 2019 og tage hul på et nyt og friskt år.
Men jeg er helt sikker på, at fremtiden vil bringe en masse skønne tider.

Vi kommer til at skulle deltage i et forskningsforsøg, med Miko, som har fokus på hans spastiske lammelse, især med fokusområde på arm/hånd, som er et af de områder hvor Miko virkelig har behov for hjælp og træning.
Så jeg er super spændt på, hvordan det kommer til at forløbe, om jeg får ham til at være med på den, når det virkelig gælder og hvis jeg gør, hvor længe han så er med på den.
Forsøget varer i 6 måneder, så jeg krydser fingre for at han vil være med alle månederne. Og hvis han selv kan mærke, se og fornemme en forbedring, så er jeg sikker på at det nok skal blive godt.

Ellers skal vi bare bruge en masse tid sammen som familie, forhåbentlig holde lidt ferie ude af huset i løbet af året og ellers bare hygge os.

Tusind tak for at DU læste med 😘