Fødselsberetning 🤰🏼🤱🏼

Hello darlings 😘

Så blev det tid til at tage afsked med 2018 og byde dermed byde 2019 et varmt velkommen.
Jeg vil benytte denne første dag, af det nye år, mens resten af huset sover, til at åbne lidt op for fødslen af #BabySpire 👶🏼

Torsdag eftermiddag (Den sidste i november), efter jeg har brugt en masse timer inde på mit job for, at få styr på et par små opgaver, som jeg laver under barslen, kommer jeg hjem og min krop begynder at opføre sig underligt.
Jeg får en underlig fornemmelse i kroppen, en tyngdefornemmelse og en masse plukveer.
Men ikke noget der udvikler sig.

Plukveerne og tyngdefornemmelsen fortsætter ind over weekenden, plukveerne tager til I styrke og så alligevel ikke. De er meget svingende i kraft, men en periode kan jeg slet ikke gå uden, at blive overfaldet af plukveer.
Det går sådan lidt i sig selv igen, og mandag eftermiddag, tænker jeg at jeg nok kommer til at gå over tid.
Jeg affinder mig med, at jeg ikke rigtig kan bestemme, hvornår den her fødsel skal være, selvom jeg egentlig gerne ville føde så langt fra Mikos fødselsdag og jul som muligt.

Natten til tirsdag vågner jeg, som jeg så tit gør om natten, og skal tisse.
Efter at have været på toilettet, kan jeg ikke falde i søvn og går derfor på sofaen.
Her falder jeg i søvn, men vågner igen omkring kl 5 ved en mærkelig følelse af, at det er som en vandballon (en lille én) springer, jeg går på toilettet, trusserne er en smule fugtige, men ikke noget hvor jeg tænker at vandet er gået, eller at jeg er i fødsel.
Da jeg ligger mig på sofaen igen, går der et lidt tid, og så begynder de der plukveer igen, denne gang her niver de bare en hel del mere og varer noget længere tid, plus de er regelmæssige.
Det går jo så hurtigt op for mig, at det nok ikke er plukveer, men til gengæld rigtige veer.
Christian står op og vi snakker lidt frem og tilbage om hvad vi skal gøre. Da jeg ikke er sikker på, at det er nu baby synes han skal komme, og jeg skal op og have Miko op og i skole, bliver vi enige om, at han skal kører på job. Vi risikere jo også at det hele går i sig selv, når jeg først rejser mig fra sofaen, og går ovenpå for at vække Miko.
Det var lige præcis hvad der skete.
Veerne kom ikke særlig hyppigt og gjorde ikke rigtig ondt, da jeg går ovenpå.

Efter Miko er blevet hentet af bussen og jeg igen ligger mig på sofaen, begynder veerne igen, regelmæssigt og smertefuldt.
Jeg skriver til Christian og vi bliver enige om at jeg lige skal give jordemoderen et kald. Hun siger at hun vil kigge forbi og vil anbefale at Christian også kommer hjem.

Da jordemoderen kommer, snakker vi lige en smule om, hvordan jeg har det, hun undersøger mig og jeg er to cm åben – på det her tidspunkt er kl omkring 10.
Jeg ringer til min mor og fortæller, at vi nok skal forvente at fødslen så småt er i gang og at hun gerne må prøve at finde herned af.

Veerne tager til i styrke, og jeg synes de er meget svære at være i. Jeg kan ikke fokusere på min vejrtrækning, hvilket gør smerter værre og veerne uudholdelige.
Jeg synes slet ikke at kunne huske, at det gjorde så ondt, dengang med Miko.

Vi spiser noget frokost, og så venter vi ellers lidt mere på at denne fødsel skal udvikle sig.
Vi snakker lidt om hvordan dagen skal forløbe. Miko skal hentes og til ridning, hvem skal gøre det.
Efter nogle timer, siger jordemoderen at hun lige vil kører en tur op til outletten, da det går meget langsomt med udviklingen.
Men at vi skal ringe, hvis vi på nogen måde er utrygge, så er hun jo heldigvis ikke så langt væk.

Det bliver tid til, at Miko skal he træ, og mor kører op for at hente ham, og til ridning. Vi er enige om, at hun forbereder Miko på, at lillebror tænker at komme i dag, og at vi ringer til hende, hvis det udvikler sig, sådan så de skal komme hjem.

Da kl er omkring 17.30, undersøger jordemoderen mig igen, og jeg er KUN tre cm åben.
Jeg får lov til at komme i badekarret med varmt vand som smertelindring.
Men jeg får at vide, at jeg skal være forberedt på, det kan sætte fødslen i stå, og sker det, så er vi nødt til at køre på sygehuset, fordi vandet var gået og det var en smule grønt.
Det betød at vi kun havde 24 timer til at få baby ud.

Da jeg kommer i vandet, får jeg en ve ret hurtigt efter, de efter går veerne faktisk lidt i sig selv, og der går lang tid i mellem.
Efter en halv time i vandet, kommer jordemoderen for at lytte til baby, han er en lille smule påvirket af det varme vand, og jeg får at vide, at om 15 minutter skal jeg altså op af vandet.
Kort efter får jeg endnu en ve, og jeg kigger på Chrisitan efterfølgende og siger at jeg ikke kan mere. Jeg vil ikke mere, det gør ondt og jeg vil bare gerne have den baby ud NU. Om det skal være på sygehuset og med et kejsersnit, så er jeg ligeglad. Han skal bare ud.!

Der går et par minutter mere, og jeg får en fornemmelse af at skulle presse.
Jeg siger det til Christian, og han ved ikke rigtig hvad han skal gøre med oplysningen, så jeg får snerret af ham, at han gerne må kalde på jordemoderen.
Hun kommer op på badeværelset, og kigger lige en gang og giver mig helt ret i at jeg skal presse.

Vi har fået at vide, at jeg ikke må føde på første salen, så Christian vil jo selvfølgelig have mig nedenunder, men vi får at vide, at det er der ikke tid til.
Der er ikke engang tid til at få mig op af vandet.
Der kommer en presseve og hovedet kommer halvt ud, da presseveen slutter, smutter han ind igen.
Ved næste presseve, kommer hovedet helt ud og jordemoderen mener det er bedst at få ham helt ud med det samme, også selvom den der presseve er slut.
På tredje presseve, kommer baby ud kl. 18.32.

Mor og Miko er lige nået at komme indenfor døren to minutter før, og kommer derfor ret hurtigt op og får lov at se baby.
Miko er lidt tilbageholden til at starte med, og det kan jeg nu godt forstå.
Men han kommer hen til mig og ser sin lillebror.

Igen får jeg pressetrang og moderkagen skal ud, vi skal så bare have mig op af vandet først, og ligge på en madras.
Christian får hentet madrassen, smidt den på gulvet på badeværelset, og jeg kommer op at ligge på den med baby og vi bliver pakket lidt ind.
Moderkagen kommer hurtigt ud og jordemoderen undersøger om alt er som det skal være.
Heldigvis har jeg ikke fået nogen belastning, så jeg slap for at blive syet.

Vi får klippet navlesnoren, og Christian får lov til at bære sin søn nedenunder, inden han skal op og hjælpe mig ned af trappen.
Baby bliver overdraget til storebror og mormor.
Jeg får en tår at drikke, inden jeg kommer ned.

Mor har lavet noget mad sammen med Miko, som vi alle sætter os til bords for at spise omkring kl 19.30.
Det er virkeligt rart at være hjemme i sine egne vante omgivelser og trygge rammer.

Jeg får strenge ordre på ikke at gå på trappen alene, før jeg er sikker på jeg er klar til det, at jeg ikke er svimmel og diffus.
Jeg beslutter så at sove nedenunder, så jeg ikke lige pludselig får behov for, at vække Christian, hvis jeg bliver tørstig eller andet i løbet af natten.
Vi ender med at sove i stuen alle sammen.