Life Of Miss Carstensen

Hello darlings 😘

Jeg er grusomt ked af at jeg ikke lige har været voldsomt meget tilstede de seneste uger.
Det hele startede for 14 dage siden – dagen før Miko skulle på sygehuset og en tur i narkose.

Min nervøsitet meldte sig denne gang først om aftenen, da vi gik i seng.
Miko fik, som altid dagen før en narkose, lov til at sove ved siden af mig i sengen.
Miko snork boblede hurtigt, det gjorde moderen desværre ikke. Jeg observerede ham i løbet af natten (måske for at finde den mindste smule, som kunne udskyde narkosen) han begyndte dog også at snøfte en hel del i løbet af natten og fortsatte om morgen.
Jeg snakkede med lægen på sygehuset, der blev lyttet et par ekstra gange på hans lunger og luftveje, alt lød som det skulle, og da jeg stoler blindt på vores børnelæge, så jeg gik med til at fortsætte behandlingen.

Det hele skulle jo også vise sig at gå helt fint og lige efter bogen. Jeg havde bedt om, at Miko fik så lille en dosis sovemedicin som muligt, da han sidste gang var to timer om at vågne fra narkosen. Og det var da den bedste beslutning nogensinde.
Drengen vågnede så snart han var kommet ind på opvågningen, og kort tid efter fik vi lov til at komme ned på stuen, på børneafdelingen.
Kort derefter fik vi den besked, at vi måtte kører hjem, så snart vi synes at Miko var helt sig selv igen 🙌 Yay – det er SÅ fantastisk at det er på den måde nu. Vi har selvfølgelig også prøvet det en hel del gange før, og ved hvordan han plejer at reagere på tingene.

Vi smuttede en tur i Toys’R’Us, hvor bassen fandt sig en ny skoletaske (havde vist lovet ham en ny hele sommerferien 🙈 så endelig blev den købt 😉)

Her er hvad han nåede at få tilsnusket sig denne dag 🙊

Familietid og shopping 💸

Det viser sig hurtigt efter vi er kommet hjem, at den snøften der har været om natten, tager til og ender ud i feber.
Miko fortæller aldrig hvis han har ondt nogle steder, så vi skal gætte os til det.
Men feberen fortæller at han ikke er frisk, og vi vælger derfor at han ikke skal i skole om fredagen.
Dog skal han hjem til sin far den fredag, og da han er til et møde det første af eftermiddagen, vælger vi at tage Miko med til Slagelse (hvor hans far bor) så må han lige med ud, at finde den gave vi skal have købt til min svigerinde.

Det går egentlig også helt fint at have Miko med, så længe vi ikke snakker om at han skal hjem til sin far (Miko har lige afsluttet sommerferien hos os, og har ikke været hos sin far i 6 uger).
Vi kigger efter et penalhus til Miko, for det trænger altså også til at blive skiftet ud – og det nye er Ninjago, ikke at det gør noget at han er gået væk fra minions, men for søren det er dyrt at købe ny taske m.m. hvert år 😱

Vi får købt gave til min svigerinde (mega misundelig – hun fik den store vase RC blå mega riflet 💙)
Den ville virkelig pynte så fint herhjemme også 😂
Miko blev også afleveret, det tog lidt længere tid end normalt, og han blev også rigtig ked af det, da vi kørte 😢 åhh jeg hader når han reagere sådan.

C og jeg smuttede lige en tur mere i centret efter Miko blev afleveret, hvor C fik købt lidt nyt tøj til sig selv.
Plus han forkælede mig en smule også. Jeg fik både ny taske, pung og lidt andet også 👏
Se bare her ⇓ hvad Miko og fik den dag 😍

Tingene ændrede sig

Om aftenen modtager jeg en besked, om at min farfar er blevet indlagt – de beskeder er aldrig rare.
Hvad jeg først lige forstår, er det selvfølgelig ikke godt han er indlagt, det er halv alvorligt, men noget han er kommet i behandling for.
C og jeg besøger ham om søndagen (lørdagen går med fødselsdagsfest hos min svigerinde) og der er også andre besøggende hos ham om lørdagen – vi prøver altid at sprede hans besøg ud, så vi ikke kommer alle sammen den samme dag.
Jeg må ærligt indrømme at jeg fik noget af et chok, da jeg så ham.
Han var hævet over hele kroppen – han var indlagt pga lungebetændelse, væske- og blodmangel plus væske i den ene lunge.
Jeg snakker med en af sygeplejerskene på afdelingen og får at vide at han er i bedring, og de regner med at han komme hjem sidst på ugen, alt efter hvad prøverne viser, som skal laves de kommende dage.

Han får lagt et dræn i lungen mandag, og får tappet ret meget væske ud.
Der bliver også lavet en CT scanning, som på ingen viser noget godt.
I løbet af mandagen får han det værre. Jeg bliver ringet op af min faster om aftenen, og får at vide de anbefaler os at komme, da de er usikre på om han lever natten over.
Hvor fanden kom det lige fra?? han havde det jo “fint” dagen før 😓
Jeg ringer med det samme til min bror og fortæller hvad jeg har fået at vide, og vi bliver enige om at vi begge kører på sygehuset.

Dertil skal det lige siges, Miko sidder og kigger på da jeg får opkaldet fra min faster og da jeg ringer til min bror.
Han er så sød og omsorgsfuld, at når jeg begynder at græde, så begynder han nusse mig på benet og armen og giver mig et kæmpe kram.
C får fat på sine forældre, og vi får afleveret Miko hos dem.
Han får at vide at oldefar er syg, og at jeg bliver nødt til at besøge ham.

Vi kører hjem midt om natten, da det hele ser roligt ud, med en aftale med min faster og onkel om at de ringer hvis der sker nogle forandringer.
Jeg kan selvfølgelig ikke sove særlig meget (2 timer bliver det til)
Jeg smører madpakke til Miko, og får pakket hans taske – vi kører over til C’s forældre og får Miko i skole.
Bagefter får vi lige handlet lidt morgenmad, som vi spiser sammen med min bror og svigerinde, som har overnattet hos os. Derefter kører vi alle på sygehuset.
C og jeg kører hjem igen omkring kl 19.30 for at få hentet Miko, så han kan komme hjem og sove i nat.
Jeg er helt ødelagt, det er forfærdeligt at se min farfar sådan her.
Tårerne triller ned af kinderne på mig, jeg bliver sat af hjemme, inden C henter Miko og så snart Miko ser at jeg er ked af det, giver han mig det største kram.

stædige unge

Onsdag morgen er C for alvor nedlagt af sygdom (vi har begge været lidt ramt siden fredag, mon Miko fik smittet os?🤔) og jeg har en kamp med Miko om at få ham afsted i skole.
Han ved hvad der foregår, jeg bliver rigtig ked af og får sagt til ham at han ikke kan være bekendt at han ikke vil tage sine sko på, så han kan komme afsted og jeg komme ned til oldefar.
Da jeg spørger ham om han vil med ned til oldefar, siger han “Ja”. Jeg siger det er fint, og han så gerne må få sine sko på, så vi kan komme afsted. Og vupti, væk var drengen.
Det var jo bare det han ville. Han ville nok bare gerne nå at se oldefar en sidste gang, for ja, jeg havde fortalt ham sandheden om at oldefar snart ikke lever mere.

Jeg spørger ham flere gange i løbet af dagen om vi skal kører hjem – NEJ, vi skal blive hos oldefar!!
Til sidst må jeg sige at NU skal vi hjem. Vi skulle hjem og have aftensmad, plus bassen skulle i seng.
Vi når at komme hjem, spise noget rugbrød eller næsten.
Næsten færdige med at spise, ringer min telefon – det går ned ad bakke med farfar og det ser virkelig ikke godt ud.
Jeg beslutter at blive hjemme, da jeg ikke har lyst til at køre alene, og Miko skal ikke passes ude igen.
Min svigerinde kommer derfor og henter mig.

Torsdag morgen

Natten går helt stille og roligt, jeg får sovet et par timer, så en elendig sofa, men pyt med det.
Jeg ringer til C kl 6 og spørger om han gider vække Miko, så de kan komme og hente mig.
Det er kun min svigerinde og jeg der er vågen, og jeg synes det er synd at vække nogle af de andre.
Jeg bliver hentet lige omkring kl 7 og vi smutter ind forbi tanken og køber morgenmad – Miko vil gerne have jeg sidder på bagsædet sammen med ham, så det gør jeg.
Da vi kommer hjem, sover jeg lige en time inden Miko kommer i skole.
Det sker der heller ikke noget ved.
Dog når min bror at ringe til mig – han fortæller at min farfar sov stille ind da klokken var 09.05.
Egentlig bliver jeg ikke ked af det, jeg bliver lettet (måske et forkert ord) men lettet på hans vegne, nu behøver han ikke kæmpe mere, han behøver ikke undvære min farmor mere, eller min far.
Han har fået fred.

Men jeg blev ked af det.
Da jeg skulle fortælle Miko at nu er oldefar altså død, der begyndte jeg at græde.
Det var jo ikke særlig rart at skulle sige.

Skolen

Mikos skole har været fantastiske i det her forløb. De har været forstående og hjælpsomme. Taget sig af Miko og de har taget emnet helt ekstraordinært op i klassen, så de har fået forklaret hvad det er der sker.
Hvor fantastisk er det ikke lige? ❤

Mere familietid

Fredag kom min bror, svigerinde og niece på overnatning.
Ungerne nød vist at få nogle timer sammen, selvom det var lidt en underlig stemning.
Lørdag skulle vi ind til min mor, hun havde ikke fået holdt sin fødselsdag, bedre sent end aldrig – så det fik vi også lige klaret.
Og som altid, var det nogle fantastiske timer hos mormor og morfar Lars 💝

Søndag var uden planer og hold nu magle, hvor det var lækkert.
En dag hvor vi kunne slappe af og tygge på ugens begivenheer.
Jeg fik lige handlet til den kommende uge – dejligt det er klaret.

Og bum, så var det mandag morgen, og hvilken mandag det var.
Aldrig har jeg haft det så elendigt.
Lige så snart Miko var afleveret i skole, lagde jeg mig på sofaen og der blev jeg liggende.
C hentede Miko fra skole – og han lavede faktisk også mad om aftenen, som jeg spiste siddende i sofaen under dynen 😋

Og så er vi tilbage til det med skolen – for tirsdag morgen (eller skulle vi sige formiddag) vågnede vi først kl 10.30.
Det vil sige, jeg vågnede af at Miko nussede mig på næsen
Fjollede barn 😁
Så ingen skole til Miko tirsdag, jeg var på ingen måde frisk til at sætte mig ind i en bil og aflevere ham på skolen.
Og han var simpelthen bare SÅ sød hele dagen, hjalp mig alt det han kunne og så hyggede vi ellers bare med film, IPad og hinanden.
Det samme gentog sig så onsdag.
Der vågnede vi også først sent, kl 10.
Det er noget skidt.
Jeg har en smule mere energi onsdag end de to foregående dage, men er slet ikke på toppen.
Vi spiste noget havregrød til morgenmad (som vi plejer) vi hopper i et dejlig varmt bad (det er tiltrængt) og derefter samler vi lidt LEGO – så får jeg lige lokket Miko med ud at handle (jeg skal bage boller og kage til bisættelse torsdag)
Har jeg energi til det? NEJ på ingen måde.
Gør jeg det alligevel? Ja da, det har jeg jo lovet 😩
Det skal nok gå – miko vil sikkert gerne hjælpe til 😜

Så ja – sikke noget rod.
Jeg glæder mig sådan til at få en normal hverdag igen.
Torsdag bliver en mega svær dag at komme igennem, det er klart.
Men jeg skal nok klare det, og kommer ud på den anden side.
Hverdagen fremover bliver underlig, for jeg er jo vant til at have min farfar.

Nårh det blev da vist lige til en lidt længere roman.
Hvis du nåede hele vejen hertil, så..

Tusind tak for at netop DU læste med ♡

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: