D. 22. juni 2012 ændrede mit liv sig gevaldigt – det var nemlig den dag min far valgte livet fra (læs mere her).
Det er en dag som altid vil være påvirket af mit savn til ham, for han var virkelig den mand der betød aller mest for mig.
Det vil han altid være.

Jeg savner ham, og jeg mangler ham – selvom der nu er gået fem år, så kan jeg ikke altid forstå at han ikke er her.
At jeg ikke bare lige kan ringe til ham, hvis jeg lige har lyst til at snakke med ham, høre hvordan det går, høre hans stemme. Eller som så ofte få et råd eller vejledning.
Han var en dejlig far – jeg har SÅ ufatteligt mange gode minder med  min far. Også med min mor og storebror. Os alle sammen samlet som familie.
Eller minder med ham og Miko sammen.
Han var en vidunderlig morfar for Miko (heldigvis har Miko en bonus morfar, som er mindst lige så fantastisk og en mormor der er guld værd).

Han var omsorgsfuld og nærværende. Hjælpsom som bare fanden og stort set altid i godt humør.
Ham og min mor har givet mig den dejligste opvækst jeg kunne drømme om. De har støttet og vejledt, og hjulpet hvor de kunne.
Ligesom de fleste forældre gør for deres børn.

Måske det også er derfor jeg savner ham så meget som jeg gør.
Jeg har altid følt et godt bånd til begge mine forældre da de boede sammen. På en måde følte jeg at det blev stærkere til dem, efter de gik fra hinanden.
Jeg følte i hvert fald et meget stærkt bånd til min far, i årene efter skilsmissen, hvor han fortalte mig hvordan han havde det, og betroede sig til mig. Og mig til ham.
Jeg ved at min far elskede mig helt ubeskriveligt højt, ligesom jeg gjorde med ham. (men det er vel meget normalt at have det sådan med sine forældre)

Hugs and kisses Sanne

Tak for at netop DU læste med